Sitatsprøyter om/av Henrik Arnold Thaulow Wergeland
(17. juni 1808 - 12. Juli 1845)

”Frihed, Sandhed, Kjærlighed”

”Han var ein kjempekar i aand og i kropp. Høg og akslebreid som ein styrkegud. Ljos og fager som den framtid han stridde for. Han hadde eit par armar som kunde baade ta eit tak og slaa eit slag. Og han sparde seg ikkje, naar han tykte det trongst aa bruka magta.” (Koht)

Slekt: (sogning, stril, sunnmøring, dansk og skotsk)
1) Olav Jonsson Verkland (frå Brekke i Sogn)
-Eldste son Nils tok navnet Wergeland (kaptein)
2) Lasse Beraas gift med jente fra Lindås med aner fra Sunnmøre
3) Halvor Lassesen
-slo seg ned i Bergen/Wesenbergsmuget
-reiste til Potugal for å unngå gjeldsfengsel, og forsvant
4) Nils senere Nikolai Wergeland; gift med Alette Thaulow (Kristiansand)
-tok grandonkelens navn mot pengestøtte
- mora av dansk embetsætt på farssida, skotsk kjøpmannsætt på morssida (Christie)

Om Nicolai:

· ”arrogant”, ”selvgod parveny”, ”dømmekraften sviktet”, ”selvhevdelsen ble monoman” (Heiberg)

· skrev avhandling om eget norsk universitet (1811) og ”En sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser imod Kongeriget Norge.”

· skrev ”Henricopædie” (om Henriks oppdragelse)

o ”Forældre værer enige i Behandlingsmaaden.”

Om mora:

· ”rett ei fagerdros – ikkje noko klokt hovud, heller noko av ei godtulle, men ven og ljos og kunstglad, reint hækja paa romanlesnad, full av uklaar draum og lengting.” (Koht)

Oppvekstår:

· ”Drengen indbilder sig sand for Herren tilsidst at han er Digter, fordi han kan skrive saadant Gallimathias.” (hans norsk lærer)

· ”Paa Muren havde han malet en legemsstor, dansende Neger….. Midt paa Væggen et kolossalt Eksemplar af Grundloven - bevogtet af tvende jetteskikkelser i Døledragt med Biler og Økse. Fugle flagrede løse omkring, fiske og levende Snoge i Glas…. Ikke at glemme hans Yndling, den gamle Kanin, der ”enøiet, trebenet, violblaa og fin” hinkede gemytlig mellom Mose, stene og friske løvbuske.” (Camilla om Henriks rom)

· ”… barna måtte stå under måltidene, ikke snakke ved bordet uten når de ble spurt….” (da Henrik bodde hos onkelen i Kristiania)

Studentår (1825-28):

· ”Jeg slog mig til ligestemte Kammerader, dvs. saadanne, som med et fuldt Glas i Haanden, med et fuldt Hjerte saa ned fra en svimlende Frihedshøjde paa den vide verden , … brugte physiske Kræfter mot Politiet og aandelige Krefter …. til at antage et Herredømme iblandt de øvrige Akademikere.” (Wergeland)

· ”Jeg var …….den muntreste ved Glasset og den bedste drikker og Opfinder af Spetakler …” (Wergeland)

· ”innpaa 300 studentar …..ikkje so langt ifraa halvhundrad av dei sett fast eller innkalla for politie for fullskap og uppstyr i gata……merkelegt nok at teologane tykkjest ha vori dei verste, for fulle halvparten av alle dei verste av alle dei gongene politie i desse aara hadde tak i studentane, fell paa teologane…” (Koht)

· ” Ein kunde verta ein god prest, um ein hadde vore noko glad i punsj og kvinnfolk i studentdagane. (Koht)

· ”Ein maa daa heller mest undrast paa at Wergeland aldri ein einaste gong so lenge han var student, kom paa raadstuga” (Koht)

· ”Jeg kom fra Byen ..snydefuld, jeg hadde været paa Raadstuen for å redde en drukken Hore…..I Natt kom jeg Hjem fra en akevitt-svir og et morderlig Lagsmaal med forvalter Larsen. Jeg har mine ører fulde av Blod. Han kalte Lerche en svinepels, hvorpaa jeg skar et Øre av et syltet Svinehode og kastede i Ansigtet paa ham, det kom tilbage og nu kom en Ørefik fra min side, derpaa to fra Glassmesteren og derpaa rev jeg Lensmanden overende og slog Larsen i Øinene . Da jeg kom op, slog jeg ham igjen og fikk igjen Prygl, mest fordi jeg var redd for Brillene mine som lå på Gulvet og fordi han tok i Tesktiklerne……ps. Søndag skal jeg predike første gang, min far har gitt ordre om det ….Jeg savner Selskab her..” (Wergeland i brev fra Eidsvoll)

· ”Wergeland reagerte abnormt på alkohol. Etter manges samstemmige utsagn ble han vill og balstyrig – enda mer balstyrig enn han var edru – selv etter meget beskjedent konsum. Men han hadde samtidig en viss evne til å besinne seg og bli nøktern – dessverre undertiden litt for sent.” (Hans Heiberg)

Om eksamen:

· ”Det var seks skriftlige prøver og han fikk laud, men til muntlig fikk han bare haud fordi han innlot seg i en lite lønnsom disputt med eksaminator, professor Hersleb, om helvetesstraffens evighet, som Wergeland i sin kulturoptimisme ikke kunne tro på.” (Heiberg)

· ”Daa so professoren spurde etter helvites-straffene, meinte Wergeland at dei var ikkje heilt ut ævelege. Hersleb la imot med ord ifraa bibelen, og Wergeland svara, at han visste det ikkje stod so i skrifta; men han vona det maatte vera so likevel. Professoren la daa ut um kor veikt eit grunnlag slik ei von var.” (Koht)

· ”Han fekk berre ”haud”; men han hadde i minsto lært den kunsta aa arbeida.” (Koht)

Om medisinstudier

· ”Forleden stjal jeg et lik fra en grav, slo opp kisten i skjul, men alt var sort, olje, ormer, mark og råttenskap. Jeg måtte slepe det ned igjen.” (Wergeland til Ludvig Daa mens han var fungerende sogneprest 1834)

Om ”sabelrappet” på Gardemoen (1828):

”..forlangte Overjeger Lie stilt for krigsrett og dømt til ”enten 60 dagers ensomt fengsel eller med 6 års slaveri.” (Heiberg)

Om Torvslaget (17. mai 1829):

Om Praem (1830-43):

· ”saae dem vandrende sultblege og frostblaae nøgne i Sneen og hørte dem forbande Praem, som Ophav til sin Elendighed.” (Wergeland om fattige)

· ”Han rekna seg drjuge renter av alt, slo til seg garden og avlinga av skuldbundne bønder for spottpris, og han snøydde huse for alt som pengar var verdt, naar han skulde taka sitt; det kunde vel hende og, at han let bøndene skriva paa brev som dei ikkje sjølve skyna.” (Koht om prokurator Pram)

· ”skurkemæssig Fremfærd”, ” denne forbryder mod Stat og Menneskehed.” (Wergeland om Pram)

· ”Fyllefant”, ”Candidat til Tugthuset”, ”en Forhaaner og Ringeagter af de bestaaende troessætninger.” (Prokurator Pram om Wergeland)

· ”Ælle banna Pram/ønskte i en Dram/at han sat i Ulvens Stue.” (Wergeland i stort bryllup)

· ”Hans Kyhn, reis til helvede eller by’n! Gjør ett av to, saa Solør og Odalen kan faa fred og ro!” (Wergeland i tale til futen Kyhn)

Om ”Skabelsen, Mennesket og Messias”:

· ”menneskets epos”, ”republikanernes bibel” (Wergeland)

· ”Hvor længe vil du rase mod Fornuften/ …Tror Du, et Kaos, hvori Drager svømme/ er noget Kraftigt, eller noget Smukt? Din Rang Du sikred Dig med tusind Stemmer/ Rang blant Parnassets Daarekiste-Lemmer.” (Welhaven)

· ”..et skremsel i litteraturen. All verden har hørt tale om det, men det er neppe en av titusen, som har våget seg iferd med dets 720 sider..” (Hartvig Lassen)

· ”Wergeland rekna seg nok som ein sann kristen; men han var ikkje kristen etter den rettruande uppskrifta. ….Han meinte Jesus hadde frelst verda – ikkje med dauden sin, men med liv og lære. ….det var noko som var sams i alle religionane, og Wergeland fann same aanda i Jesus som i Platon og Konfucius, berre reinare og sterkare.” (Koht)

· ”Han tek upp tanken til Rousseau, at det var den som fyrst vilde leggja jord under seg med eigedomsrett, som vekte den fyrste broderstriden.” (Koht)

· ”…likskap millom tankane til Wergeland og ei anna upprørslære; ….saintsimonismen, den fyrste spretten til sosialismen.” (Koht)

· ”..intet mindre enn et forsøk på å skape en ny religion, bygget videre på den humanismen, altruismen og sosialismen som finnes på bunnen av kristendommen.” (Heiberg)

Om religion

· ”hver sin Thronehimmel i sin egen Pand har/hver i sit eget Hjerte har Alter og Offerkar/Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud.” (Skabelsen, Mennesket og Messias)

· ”Der bra folk går, der er guds veje.” (Wergeland)

Om Stumpefeiden:

· ”Hvor meget dog en tøddel gjør?/Ta ”W”et bort fra Wedel/Du ser da, hvad du aldri før/hos denne slekt har seet” (Wergeland)

· ”Du drømte tidt om Lyrens Klang/ Om Drik af Hippokrenen/ Du vaagnede blant Vægtersang/ Og laa i Rendestenen. Herre Siful har en vinget hest/ Saa ellevild og spinkel/ O ynker dog det arme Best/ Den faaer for meget Finkel.” (Welhaven om Wergeland)

Om bondepolitikken

· ”Husmændene ere uden Beskyttelse. Det er forfærdeligt hvad Kaxerne kunne tillade sig mod sine Huusmænd.” (Wergeland)

· ”...en frygtelig krig, Armod og Rigdom, Elendighed og Havesyge føre med hinanden.” (Wergeland)

· ”End Neergaard og Ola-Boka, som har kunnet fremskaffe et saa overveiende Antal af deslige Mænd, som eg nu har den Fornøielse at hilse paa for første gang.” (Wergeland under møte i ”den hemmelige direksjon”1833)

· ”Tiden gik bort uden tilsvarende Nytte. Forhandlingerne bleve for vidløftige om ikke stormende. Henrik og Teis kom nemlig fra ”et andet Selskab” ind i vor Forsamling.” (Neergaard)

· ”..alformeget i Firmamentet, udenfor Sagen.” (Neergaard om Wergeland)

Om avdukinga av Christian Krogh-støtta 17. mai 1833:

· ”I denne Dragt finder jeg mig mer berettiget til at holde tale ved denne frihedshelts mindestøtte end i klædesklær.” (Wergeland ikledd stortingsmann Haakenstads ”myrkblaa vadmaalskjole og ein raudrutut verkensvest” kl. 08) (Koht)

· ”..der ute vart det slagsmaal, og kleda til Wergeland vart sundrivne, og han slapp ikkje undan fyrr F. G. Lerche kom og rudde plassen med kjæpenevane sine.” (kl. 02) (Koht)

· ”Vor Moder er fattig, dog er der ære i hendes Huus, dog er der mer Ære i hendes Spind end i fremmed Flitter, mer Sødhed i hendes Røst end i fremmed Veklyd. Vi vil være som Krohgs Støtte norske i Malm og Klang og Præg og Pryd, og dog under Borgerkrandsen skuende frit og vidt udi verden.” (Wergelands tale)

· ”Det var en riktig kraftpatriotisk branntale…og den gjorde stormende lykke – selv om en av de begeistrede siden måtte innrømme at neppe noen hadde skjønt ett ord.” (Heiberg)

· ”Hvor ligger det berømte Land Scandinavien?/Jeg stirrer hvad jeg kan igjennom Luftens Blaanen/thi ligger det etsteds, det ligger nok i Maanen.” (Wergeland)

Om unionen:

· ”Det er det bedste/Forbindelsen at løse mellem Heste/som trække slet isammen/Amen” (Wergeland 1837)

· ”Gamlingen på tinge/skal få stemme trygt og kjekt/bakom rifleringe/av den unge slekt.” (Bjørnsons dikt om skytterlagene 1882)

Om språk og folkeviser:

· ”Jeg hører, De er Jørgen Moe! De maa skrive flere viser – norske viser, -- Desuden – sproget maa vi have reformeret. Hør her min plan – men jeg har saa rent forbandet travlt, ser De, Hør nu …Gamle endelser, gamle former, alt som ikke klinger altfor splittende galt! Ethvert middel maa vi bruge! Enhver kjæft maa vi vinde, paa hvilkensomhelst maade.” (Wergeland til Jørgen Moe på en dampskipsreise på Mjøsa 1841)

Om Campbellerslaget (1837):

· ”En saadan Vasvællingsmag, et saadant Pjaltesyn, et saadant Tohuvabohu har aldrig indsneget sig paa et theater før.” (Schweigaard)

· ”Frederik Stang sat med ein lang barnetrompet og bles beint upp i syne paa Nikolai Wergeland….folk tok til aa kasta steikte og usteikte eple, papirkuler, skraatobakk og koparskillingar paa piparane. Folk styrmde fram og gav seg til aa bruka nevemagta. Ein liten krambudgut blei kasta ned paa piparane…og Wergeland tok ein liten student i kragen og heldt han utfor rekkja, og lova aa senda han stuttaste vegen ned i parkett, um han ikkje slutta aa pipa….mang ein fin mann maatte i mange dagar etterpaa gaa baade lemster og blaa.” (Koht)

· ”Berre Welhaven og P. A. Munch var ikkje med. Førarane var professorane Schweigaard og Motzfeldt, advokatane Fr. Stang, Skjelderup og Dunker. I hæren sin eit par Munch’ar, ei tvo-tri Collett’ar, Wollert Konow…tonediktaren Halfdan Kjerulf.” (Koht)

· ”Mitt stolteste Øieblikk.” (Wergelands overskrift i Hasselnødder)

Siste opptreden i studentmiljø 1841:

· ”Henrik Wergeland som havde holdt en Række Taler ude i Haven, blev ved Spisebordet ved almindelig Hyssen og Hyl hindret i sine Forsøg paa at holde en ny Tale. I sin Harme herover slog han sig med en Flaske for Panden og bragtes derpaa du til kirurgisk Behandling.” (Morgenbladet)

· ”Da greb raseriet ham med Eet: han tog en fuld Viinflaske og svingede den med frygtelige Gebærder. Man ventede hvert Øieblikk at se den fare i Hovedet paa en af Collegiets Medlemmer. Men plutselig stansede hans Bevægelser noget; hans Øine fik et underlig melankolsk Udtryk – og Viinflasken for ham selv i Planeten … Enhver som saa han staa der med sønderknust Aasyn, en stykkerslaaet Pande, overøst af Viin og Blod og en Flaskehals i sin Haand, maatte tilgive ham hvad han havde forseet sig. Selv den bidske Statsrevisor er jeg vis paa vilde havt Medlidenhed med ham i dette Øieblikk. Der lød ogsaa en almindelig Bifaldsmumlen: ”Bravo Siful! Godt gjort Henrik”; og tvende Læger tage ham imellom sig ud for at forbinde ham. Senere paa Aftenen saae man ham med en forbunden Pande stille og beskeden at gaae omkring som et andet Menneske.” (Tiden)

· ”Noen dager etter festen ville studentene hedre professor Georg Sverdrup med et fakkeltog. Mer enn tre hundre studenter gjorde seg klar til å marsjere, og Wergeland, som også ville delta, ble stående alene, med en trist mine og senket hode…. Da gikk en ung student bort til Wergeland, tok av seg luen og tilbød seg å gå sammen med ham. Denne unge studenten var Johan Sverdrup, professor Sverdrups brorsønn. Sammen gikk de arm i arm i fakkeltoget; det nye Norges største dikter og dets fremtidige statsminister.” (Lie/Paulsen)

Om Grotten:

· ”En Tid havde han Hund, Kat og Ræv sammen i et Bur – de forligedes nok saa godt.” (kona)

· ”Kast af under Bakken” (skilt Wergeland satte opp ved Grotten)

· ”Tilstede: Præsidenten solo.” (møtereferat fra ”Kaal- og Rot-Selskab”)

Om Allah:

· ”Moses, Jesus Kristus og Muhammed var navn som hadde oppfylt verden ved sin storhet, og han mente at vi ikke var berettiget til å gi vår guddommelige frelser noe særlig fortrinn.”

· ”Jeg dør som deist, som en Allahs oppriktige dyrker….” (Wergeland til Wilhelm Lassen på dødsleiet; nedtegnet og offentliggjort 1913)

Hans siste ord:

· ”Nu må jeg død når du kommer.” (Wergeland til Daa)

· ”Nu drømte jeg saa sødt; jeg drømte at jeg laa ved min Moders Arm.”

Om Suldal:

· ”Ak, de 8 Dage oppe i den vilde Fjeldegn var en Evighed, de truende Klipper som omringede Præstegaarden, havde veltet en Deel af deres Byrde paa mit Bryst, saa tungt aandede jeg i denne Kjedel.” (Camilla om Suldalsosen)

· ”Tror du jeg er kommet til Sand og vil kjøpa kringler av deg.” (Henrik til sin svoger etter en kraftig krangel på vei til Sand)