DEN EUROPÆISKE UNIONS HISTORIE

1946	Winston Churchill foreslår oprettelse af et Forenede Stater i Europa.
1952	Samarbejdet mellem de seks europæiske landes kul- og stålindustrier (EKSF) bliver en realitet.
1957	Romtraktaten om et europæisk øk. samarbejde underskrives af de 6, og træder i kraft 1/1-1958.
1959	EFTA (frihandelsområde) oprettes på GB's initiativ.
1973	Danmark (63,3% ja), Irland og GB indgår medlemsskab af EF. Norge stemte nej.
1979	EMS-samarbejdet blev indledt den 13. marts 79 mellem Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Irland, Belgien og Italien.
1981	Grækenland bliver medlem.
1985	EF kommissionens Hvidbog om Det indre marked.
1986	Danmark stemmer ja (63%) til EF pakken (Den Europæiske Akt) om Det indre marked. Spanien og Portugal bliver medlem af EU.
1987	Den Europæiske Fælles Akt træder i kraft, 1. juli 87.
1989	Delors-rapporten om vejen mod en økonomisk og monetær union fremlægges (ØMU´en).
1991	Maastricht-traktaten fremlægges dec. 1991 til ratificering inden udgangen af 1992.
1992	Danmark stemmer nej til Maastricht 2. juni 1992, hvilket forsinker traktatens ikraftstagelse.
1993	Det indre marked gennemført med få undtagelser 1/1-93. EMS-samarbejdets sammenbrud (valutaudsvingsgrænserne udvides). Danmark indrømmes undtagelser i Maastricht-traktaten (Edinburgh-aftalen).
1994	Maastricht-traktaten træder i kraft 1/1-94 og giver mere magt til Parlamentet. EF ændres til EU. Grænse (person) kontrollen ophæves mellem de EU-lande, som deltager i Schengen samarbejdet.
1995	Finland, Sverige og Østrig indtræder som medlemmer af EU.
1996	Der træffes beslutning om, at den fælles mønt i ØMU´en skal hedde EURO.
1997	Amsterdam-traktaten fremlægges den 16. juni. Kommissionen fremlægger Agenda 2000-planen.
1998	Amsterdam-traktaten ratificeres af de 15 medlemslande. Danmark stemmer herom den 28. maj. Forhandlinger med Cypern, Polen, Tjekkiet og Ungarn indledes.
1999	Amsterdam-traktaten træder i kraft 1. januar 1999. Danmark indtræder i Schengen samarbejdet.
1999	Den økonomiske monetære unions 3.fase påbegyndes for de 11 lande, som opfylder konvergenskriterierne. Stabilitetspagten træder i kraft.
2002	EURO´en lanceres som fælles mønt i 11 lande. Nice-traktaten fremlægges til ratificering.
2003	Nice-traktaten træder i kraft 1. januar 2003. EU udvides mod Øst med Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland og Cypern.

Europa før romtraktaten

19. sept. 1946		Winston Churchill foreslår oprettelse af et Forenede Stater i Europa (Zurich)
5. juni 1947		USA offentliggør planerne om Marshall hjælpen som skal give økonomisk hjæp til genopbygningen af Europa efter krigen.
17. marts1948		Vestunions samarbejdet træder i kraft (Brussel Traktaten)
16. april 1948		OEEC (Organization for European Economic Cooperation) dannes med det formål at administrere Marshall hjælpen fra USA.
4. april 1949		Den nordatlantiske traktat (North Atlantic Treaty) underskrives i Washington.
5. maj 1949		Council of Europe (Treaty of Strasbourg) dannes.
9. maj 1950		Den franske udenrigsminister Robert Schuman holder en tale inspireret af Jean Monnet, hvori han foreslår at Frankrig, Vesttyskland og andre europæiske lande, som ønsker at deltage, forener de nationale kul- og stålindustrier (den såkaldte Schuman Deklaration)

Kul- og Stålfællesskabet - European Kul og Stål Fællesskab

I 1952 indgik Vesttyskland, Frankrig, Italien og Beneluxlandene et samarbejde, hvor landenes kul- og stål industrier blev sammenlagt, og undergivet en fælles overstatslig ledelse.

Samarbejdet blev bygget op omkring en model præsenteret i 1950 af den daværende leder for den franske planlægningskommission Jean Monnet.

Formålet hermed var at gøre det umuligt for de enkelte lande at starte en ny krig, idet kontrollen med en krigs vigtigste råstof kom under fælles kontrol. Erfaringerne fra krigene i 1870, 1918 og 1945 viste, at kontrollen med kul- og stålindustrien er afgørende for at vinde en krig.

I 1967 blev dette samarbejde sammenlagt med EØF og atomenergifællesskabet Euratom under betegnelsen EF.

Romtraktaten - EØF - (1958)

De vigtigste samarbejdsområder i traktatsaftalen mellem de seks var:

- skabelsen af en toldunion for industrivarer.

- et samarbejde om landbrugspolitikken (et krav fra Frankrig).

Desuden blev Euratom traktaten (atom-energifællesskab) underskrevet af de seks. Stål- og kulsamarbejdet (EKSF) dannet i 1952 fortsatte.

Kimen til en samlet europæisk føderation var lagt, hvor det overordede mål var at sikre freden i det krigshærgede Europa.

Toldunion

Ved en told union forstås et handelssamarbejde mellem lande, med toldfri vareudveksling indenfor unionen, og fælles toldsatser og importkvoter udadtil

EUs Landbrugspolitik

Formålet med EU´s landbrugspolitik er, som fastlagt Romtraktatens artikel 39 først og fremmest at:

Sikre forsyningen af fødevarer i landene (selvforsyning indenfor EF samt produktivitetsstigninger)
Skabe stabile markedsforhold for landbrugsvarer
Sikre landbrugerne en rimelig levestandard

Desuden har EU en målsætning om, at sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer.

Landbrugspolitikken i EU kan opdeles i to grundlæggende former:

Den langsigtede strukturpolitik
Markedsordningerne

Strukturpolitikken sigter på at effektivisere landbruget og på lang sigt at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel med priser som sikrer et rimeligt indkomstsgrundlag. Dette gøres ved at give støtte til::

moderniseringer
omlægninger af produktion og afgrøder, som EF ikke er selvforsynende med
sammenlægning af lavproduktive små landbrug
braklægning af jord og slagtning af malkekøer
uddannelse og konsulentbistand
ophør og førtidspension for landmænd

Markedsordningerne søger at regulere markedet på kortere sigt. Prisordningerne er her det centrale element. Ministerrådet fastsætter hvert år efter forslag fra Kommissionen for hvert område en retningsgivende pris (indikativprisen) og en interventionspris (minimalpris).

Forenkelt fungerer markedsordningerne således, at hvis markedsprisen overstiger (gennemsnitsprisen i EU) den retningsgivende pris, sælger EU ud at lagrene. Falder markedsprisen under interventionsprisen vil EU opkøbe, destrurere eller lægge på lager.

Da verdensmarkedsprisen i overvejende grad er lavere en interventionsprisen, må EU give eksporttilskud (eksport restitution). Tilsvarende pålægger EU en variabel importafgift, som afhænger af verdensmarkedsprisen; hvilket i praksis betyder, at import kun forekommer, hvis markedsprisen overstiger den retningsgivende pris. Importprisen incl. afgift kommer da i princippet op på den retningsgivende pris. EU´s prisordninger

Tærskelprisen er lig den retningsgivende pris minus losse- og transportomkostninger til EU.

Der er markedsordninger for følgende landbrugsvarer:
Korn, sukker, svinekød, okse- og fårekød, mælk, æg, vin, fjerkræ, smør, frisk frugt, citrusfrugter og tobak.

Udgifterne til landbrugsordningerne bæres af medlemslandene i fællesskab (solidaritet), og alle indtægter og udgifter foregår gennem en etableret fællesfond FEOGA ( Den Europæiske Udviklings- og GarantiFond for Landbruget = EUGFL).
Landbrugsordningerne lægger beslag på over halvdelen af det samlede EU budget.

Føderation

Ved en føderation forstås:

En sammenslutning eller forbund mellem stater eller lande, som er undergivet en fælles forbundsforfatning. De er herefter ikke selvstændige (suveræne) i folkeretslig forstand.

USA, Australien, Østrig og Tyskland er eksempler herpå.

Det Europæiske Monetære System (EMS)

EMS samarbejdet blev indledt i 1979 på initativ af Frankrig og Tyskland. Dette valutakurssamarbejde foregik udenfor EF/EU traktat samarbejdet. Fra EMSens start den 13. marts 1978 deltog Danmark, Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Irland. Først i 1989 indtrådte Spanien og fra okt. 1990 kom også Storbritanien med. Se også: EMS´en gennem tiderne

EMS-samarbejdet, som afløste det såkaldte vesteuropæiske valutaslange samarbejde indeholdt elementerne:

Oprettelse af en fælles reference møntenhed - ECU´en (European Currency Unit) - sammensat af medlemslandenes valutaer og vægtet efter størrelse. Vægtene blev senere fastfrosset på det oprindelige niveau.

Det indre Marked (1987)

Ved det indre Det indre Marked, som blev formuleret i "EF-pakken" forstås først og fremmest:

Fri bevægelse for kapital og finansielle ydelser
Fjernelse af tekniske handelshindringer (teknisk harmonisering)
Licitations- udbudsregler vedr. off. forbrug og investeringer.
Ophævelse af grænsekontrollen (fysiske hindringer)
Skatteafgiftsharmonisering (afgiftsmæssige hindringer)

desuden indeholdt EF-pakken aftaler om et øget samarbejde indenfor miljøpolitik, forskningspolitik og arbejde mod økonomisk og soc. samhørighed.

De såkaldte fire friheder er nært knyttet til det indre marked:

1. Fri person-mobilitet (bevægelighed) over grænserne.
- dvs. ingen grænsekontrol indenfor EU, harmonisering af lovgivningen indenfor asyl-, våben- og narkotikapolitikken.

2. Fri mobilitet af varer og tjenester.
- dvs. ingen grænsekontrol, harmonisering af tekniske standarder og godkendelser eller gensidig anerkendelse af eksisterende godkendelser. En momsharmonisering - mindst 15% - dog tilladelse til lavere moms satser (differensieret moms) på f.eks. fødevarer.

3. Fri etablering.
Liberalisering af finans- banker og forsikringsydelser - harmonisering af regler og retningslinier for disse. Fri konkurrence indenfor transport- og telesektoren.

4. Frie kapitalbevægelser.
Fælles finansmarkeder, fri placering af opsparing og kapital.

Den Europæiske Fælles Akt (1987)

Med EF-pakken var det hensigten, at forbedre beslutningsprocesserne og indføre mere demokrati. Dette skete ved, at beslutninger for flere samarbejdsområder skulle træffes med kvalificeret flertal istedet for enstemmighed i Ministerrådet.

Desuden blev valutasamarbejdet, samarbejde indenfor regionalpolitik, miljø, arbejdsmiljø, forskning og teknologi en del af traktaten.
Det var også ved denne traktatsændring at samarbejdsproceduren blev indført.
Det væsentligste i "pakken" var dog indførelsen af Det indre Marked, hvorved forstås:

a) Fri bevægelse for kapital og finansielle ydelser

b) Fjernelse af tekniske handelshindringer (teknisk harmonisering)

c) Licitations- udbudsregler vedr. off. forbrug og investeringer.

d) Ophævelse af grænsekontrollen (fysiske hindringer)

e) Skatteafgiftsharmonisering (afgiftsmæssige hindringer)

Maastricht-traktaten (1994)

Maastricht-traktaten blev fremlagt dec. 1991 og trådte i kraft 1/1-94 efter ratificeringen.

Det vigtigste tema i traktaten var oprettelse af en økonomisk og monetær union (fælles mønt), og traktaten var et yderligere skridt mod en union eller føderation svarende til USA/Tysklands føderation.

For de nye samarbejdsområder i traktatet og som overordnet begreb anvendes benævnelsen Den Europæiske Union (fork. EU). EF anvendes fortsat indenfor tidligere traktatsområder, som ikke berøres af Maastricht traktaten.

EF blev med andre ord til EU (til trods for den daværende statsministers forsikringer til vælgerne om, at EF ikke ville udvikle sig til en politisk union, hvis vi stemte ja - "Den stendøde union"!)

Marstricht- traktaten inddeler samarbejdet i 3 hovedområder - de såkaldte 3 søjler ( som et græsk tempel).

Søjle 1: (Overstatslige samarbejdsområder)

Præcision/styrkelse af subsidaritetsprincippet (nærhedsprincippet)
Rammerne (tidsplan og konvergenskrav) for den økonomiske og monetære union (ØMU).
Nye samarbejdsområder: forskning, industripol., infrastruktur, uddannelse, kultur, forbrugerbeskyttelse, arbejdsmarkedspolitik (den sociale dimension).
Strammere miljøpolitik.
EF unionsborgerskab.

Søjle 2: (Mellemstatslige samarbejdsområder)

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde.

Søjle 3: (Mellemstatslige samarbejdsområder)

Politisamarbejde, asylregler m.v.

Traktaten gav endvidere mere magt til parlamentet ved indførelse af forligsproceduren og fortrinsvis træffes beslutninger i søjle 1 ved kvalificeret flertal i Ministerrådet modsat enstemmighed som tidligere.

ØMU´en og det indre marked befinder sig i første søjle, hvor der træffes beslutninger (føres politik) ved kvalificeret flertal. Samarbejdsområderne i søjle 2 og 3 kræver som før altid enstemmighed ved beslutninger.

Euro'en

Køreplanen i ØMU'ens 3. fase:

år	02	Eurosedler og mønter erstatter de nationale betalingsmidler.
1. jan.	99	Eurobank transaktioner kan gøres i Euro.
31. dec.	98	Deltagerlandenes valutakurser overfor Euroen fastsættes og fastlåses.
1. juli	98	Den fælles centralbank (ECB) begynder at arbejde.
3. maj	98	Det Europæiske Råd afgjorde hvilke lande der kommer med, samt hvem der bliver den første centralbankdirektør for ECB.
25.marts	98	EU - kommissionen offentligjorde sin vurdering af landenes økonomiske nøgletal.(konvergensrapport)